204
er vant til. Det sætter mig mangengang rent ud af mit gode Lune.
— Er De forelsket i Mariane?
— Ak Barn! Du betjener dig nu af saa store, deciderede Udtryk. Det er ikke just Noget at tage saa høitideligt. Jeg synes forbandet godt om din Søster, ligesom om dig. Hun er ikke en saa rask Figur som du, og er heller ikke saa piquant, men som sagt, hendes vilde, strenge Væsen generer mig. Derfor beder jeg dig forestille hende ….
Fruen traadte ind, og Samtalen endte pludselig. De to yngste Smaapiger istemte nu en høi og lydelig Klagesang. Hvad er det? sagde Moderen. Hvad græder I for, I Smaa?
Hulkende fvarede Natalia, den Ældste: Nu gaaer du fra os, og du lovede os imorges, at du vilde gaae med os i Tivoli iaften, hvis Veiret blev godt.
— Det har jeg rigtignok glemt.
— Men vi Stakler, udbrød den lille Ida, vi have ikke glemt det, men glædet os til det hele Dagen.
— Hold da op med den Tuden! I kan jo komme der endnu.
Hun ringede. Stuepigen kom ind og fik Befaling til strax at klæde sig paa og gaae med Børnene i Tivoli, hvorpaa Fruen og Arnold skyndte sig bort.
Colette sprang op med Latter, dreiede sig rundt
