205
paa Gulvet som en Top, og da Mariane idetsamme traadte ind, kastede hun sig om hendes Hals, kyssede hende og raabte: Min egen Mariane! Faaer jeg dig endelig fat! Jeg har jo næsten ikke seet dig hele Dagen. Men Gud skee Lov! nu have vi Ro og Frihed iaften, thi nu gik Moder ud med den aimable Hr. Arnold.
Er Moder gaaet ud? spurgte Mariane.
— Ja hun er saamænd, og hun er saa god at blive ude til Sengetid.
Nu traadte Stuepigen ind med Børnene, der vare færdige til at gaae ud. Hvor skal I hen? spurgte Mariane.
Vi skal ud i Tivoli, svarede Natalia.
— Nei, du kan ikke gaae med, Moder har sagt imorges, at du skulde blive hjemme idag til Straf for din Uartighed igaar, da du ikke vilde læse, og med Villie fordærvede dit Strikketøi.
— Moder har selv sagt, jeg skal ud i Tivoli. Du har ikke at befale over mig.
— Jo, idet jeg har paataget mig at lære dig.
Stuepigen tog Natalia ved Haanden og sagde: Lad os nu gaae. Derpaa vendte hun sig til Mariane og sagde knibsk: De maa undskylde, Frøken Maren! jeg maa lyde min Frues Ordre og ikke Deres.
Mariane vendte sig taus bort, og Pigen gik med Børnene.
