215
var endnu en smuk Kone, og naar hun var i sit gode Lune, kunde hun vise sig meget indsmigrende og behagelig. Hun modtog Lusard paa en særdeles forbindtlig Maade, beklagede sin onde Stjerne, der syntes at ville modsætte sig hendes Ønske, at see sin Mands kjære Ven og Slægtning; hun forestillede ham sine to yngste, meget smukke Børn, der, allerede fuldkommen oplærte i hvad man kalder Persons-Anseelse, nærmede sig ham med ærbodig Venlighed. Lusard var henrykt over sin Slægtnings huuslige Lyksalighed; og den Hylding, han viste Fruen, var et ærligt Udtryk af det Behag, hun indgjød ham. Han sagde nu, at han til Undskyldning for sine altfor hyppige Visiter maatte bekjende, at han idag kom for at indbyde Commerceraaden til at være Trediemand med ham og Dalund i et Middagsmaaltid paa en Restauration. Med et meget fornøiet Ansigt samtykkede Commerceraaden, og Lusard sagde: Hvor har det oplivet mig at see Dalund! Efter hans eget Sigende er han over fiirsindstyve Aar, og dog er han endnu saa aandelig ung, saa legemlig kraftig. Han foretager hver Dag en lille Vandring. Solen, den friske Luft, siger han, ere Livsbetingelser for de svage Aldere, Barndommen og Alderdommen. Han forekommer mig muntrere end for tredive Aar siden. Hans Bolig er saa overordenlig smuk, han har fundet Behag i at omgive sig med Kunstværker, med Blomster, med
