216
tusinde smaa Forskjønnelser, som han i yngre Aar ikke brød sig om. Han sagde: »Naar vi blive gamle, saa forekommer det os, som om de smaa behagelige Vaner vare ligesaa mange Baand, der endnu bandt Livet til os. I Ungdommen fordrer man saa store Ting af Livet; i Alderdommen bliver man Barn igjen, man er mere nøisom, man glæder sig over Smaating, man holder af sit Legetøi, og sørger ikke ved Tanken om, at man snart skal overlade det til de yngre Søskende.«
Han har da ogsaa en lykkelig Alderdom, svarede Commerceraaden: Han boer hos sin Brodersøn, til hvem han for længe siden har overdraget sine Forretninger og en Deel af sin Formue. Den yngre Dalund og hans Familie ære Onklen som en Fader, og bære ham paa Hænderne.
Lusard vedblev: Jeg finder den gamle Mand saa elskværdig. Det lille Anstrøg af et sarcastisk Lune, som udmærker ham, forenes paa en behagelig og klædelig Maade med den dybe Følelse, som udgjør et Hovedtræk i hans Characteer.
Ved disse Ord saae Commerceraaden paa sin Kone med en Mine og Gebærde, der tydelig sagde: »Der kan du høre!« — en stum Tiltale, som Fruen besvarede ved hurtig og hemmelig at vise sin Mand Spidsen af sin rosenrøde Tunge, hvorpaa man skiltes
