228
Dalund sagde med halv sagte Stemme, som dog hævede sig mere og mere, og steg til bestandig større Volubilitet: Jeg er en gammel Mand. Det er derfor tilgiveligt, om jeg med for megen Forkjærlighed seer tilbage til de Aar, da ogsaa jeg var i Livets Arcadien. Jeg skal aldrig forsvare de Sæder og den Tone, som fra de franske Hoffers Tid havde udbredt sig over Verden, eller den Raahed, hvormed den franske Revolution greb ind i de helligste Forhold. Jeg har ikke ladet mig rive hen af disse Strømme, da de brusede. Heller ikke skal jeg nægte, at der allerede er Meget vundet derved, at Menneskene i vor Tid vise en udvortes Ærbødighed for det Hellige og Ustraffelige, og saaledes paa en Maade med eller mod deres Villie bøie sig for det Gode. Men med alt Dette turde jeg dog trøste mig til at paastaae, at disse samme Laster og Vildfarelser gaae som onde Svartalser lyslevende omkring iblandt os, men under forandrede Masker og Skikkelser. Gud bevare mig for at sige, at de saae Indpas overalt; jeg taler naturligviis i Almindelighed, ikke om Undtagelserne, som, Gud stee Lov, findes til enhver Tid og Sted. Man holder Religionen i Ære, siger De. Jeg svarer: Det er ikke Alvor. Saavel hos os som andensteds er der et Parti, der siger offentligt: Den christe-stelige Religion er antiqveret, Evangeliet er en Mythe. Og hvad Dem iblandt os angaaer, som freqventere
