247
Gudstjenesten« hvor Mange iblandt dem — det er stygt at sige — men hvor Mange af disse bruge ikke deres Gudsfrygt som et Coquetterie! Hvor faa ere ikke De, som, i stille Betragtning anvendende de Ord, de have hørt, paa deres eget Liv, prøvende deres eget Indre, vende hjem til deres Bolig som hiin Tolder i Evangeliet, retfærdigere end de forlode den! Kunde det ikke ogsaa henregnes til de religiøse Følelser at ære Det hos andre Mennesker, som er fra Gud, det Store, det Ædle? at antage Noget ogsaa hos Mennesker, for hvilket man skal bøie sig? at troe, at man i Et og Andet vel kunde have Grund til at antage en Autoritet? at have saamegen Nationalfølelse, at man altid er rede til ridderlig at forsvare Dem, som have bidraget til Nationens Ære og dens Cultur? Gjøre vi det? Lad en Mand have helliget sit Liv til at bringe en Straale fra Himlen ned til Jorden, lad den Skjærv, han har lagt paa Fædrelandets Altar, være saa stor, at Enhver, bevidst eller ubevidst, har nydt sin Deel deraf — men hans Virken har væxet i Aandens usynlige Rige, den er ikke som Thorvaldsens Værker til at see med corporlige Øine og tage paa med Hænder — lad en saadan Mand, vil jeg sige, engang forfægte en Overbeviisning, der med Ret eller Uret strider mod Tidsalderens Smag, og see da, med hvilken oprørende Haan og Ringeagt de smaa Fugle stimle om Minervas Ugle, og søge at
