230
afrive dens store Fjedre, som dog ingen af dem kan tilegne sig. Er Dette ikke Mangel paa Ærbødighed for Det, der bør være os helligt? Og nu vore Sæder! Familielivet! Er det sammenholdt af et eneste Baand, der holder fast? Af Kjærlighedens? Det være langt fra mig at ville benægte, at det nuomstunder er sjeldnere end for et halvt Seculum siden at finde en gift Kone, som har en Elsker, men istedenfor denne Brøde er Lefleriet kommet i Mode. Er det synderlig bedre?
Jo, svarede den føromtalte Herre: I sine Følger er det mindre ondt, og i sig selv ogsaa mindre uædelt.
— Det er, som man tager det. I den forsvundne Tid, som vi sammenligne med den nærværende, var Kjærligheden en stor Magt. Den er dethroniseret, som saamange andre store Potentater. Den hører nu, som jeg engang læste, til de forlorne Kunster. Men Kjærlighed, naar den virkelig fortjener dette Navn, er i sig selv noget Ædelt og Skjønt. Maa man end i dens Vildfarelser fordømme den, foragte den kan man dog ikke. Men Lefleriet kan man kun foragte. Kjærlighedens Feil ere menneskelige, men Lefleriets kunde man kalde dæmoniske, thi de ere som Spøgeri, som Skygger, der i sig selv ere tomme og uden Sjæl.
— Ja, hvad forstaaer De ved Lefleri? Mener De en tilgivelig qvindelig Forfængelighed, der glæder sig ved at behage? Efter min Anskuelse kan den man-
