240
Deres fornemme Hr. Fætter, svarede Arnold, var i alle Maader lige saa rørende.
— Lad De bare vor fornemme Hr. Fætter være. Han er hverken gammel eller en Fyr, som De behagede at sige, det er just en Mand comme il faut.
Man kan ikke nægte, sagde Hofjunkeren, at Manden er endnu udmærket smuk. Han skal ogsaa have meget smukke Forældre at slægte paa. Min Fader, som i sine unge Dage har kjendt hans afdøde Moder, kommer endnu i Ecstase ved at omtale hendes Skjønhed og Yndighed.
Aa hvad! hendes Skjønhed var vel som hendes Dyd, efter den Tids Mode.
Naa for mig gjerne! sagde Arnold: Det er jo godt, at De finder saamegen Behag i denne Hr. Montalbert, siden han muligviis tænker paa at blive Deres Svigersøn. Ja De seer paa mig, som om jeg sagde, at Maanen faldt ned fra Himlen, men Saameget er vist, at samme Herre idag ved Bordet sad og betragtede den lille Mariane, som om han vilde kjøbe hende.
Fruen slog en høi Latter op. Vorherre bevare Deres Forstand! De seer nok Syner. Maten, den Askepot!
— Ja, ja! Askepot gjorde et bedre Parti end det at saae en jysk Herremand.
Hofjunkeren sagde med et selvbehageligt Smiil:
