— 250 —
— Det er en af Vallers vildfarende Meninger. Bergland havde et Par Gange leveret nogle reent videnskabelige Artikler til et af vore Dagblade. Nu hændte det sig engang, at der i samme Blad stod et for Valler meget nærgaaende Inserat, der omtalte en Misforstaaelse mellem ham og en Mand her i Byen, en Affaire, der tilfældigviis havde faaet et forhadt og tillige latterligt Udseende. Denne Sag, der var bilagt i Mindelighed, blev fra begge Sider holdt hemmelig, men Skjæbnen vilde, at den unge Bergland og ingen Anden var bleven indviet i den, og da nu denne Historie kom i et Blad, i hvilket han tilforn havde skrevet, saa mistænkte hans Onkel ham, og alle hans Forsikkringer om sin Uskyldighed forhindrede ikke, at Valler med stor Forbittrelse brød al Forbindelse med ham og forbød ham sit Huus. Men Sandheden, som jeg alt den Gang anede, er nu bleven mig klart beviist ved en af Redacteurernes Fortrolighed, og jeg tænker at kunne overbevise Valler uden at compromittere hans Kone, thi Ingen uden hun er den Skyldige. Manden har ikke betænkt, at han havde fortalt hende hiin Begivenhed, og hun, som fandt den piquant, kunde ikke bare sig for at fortælle den til en Veninde, der staaer i Forbindelse med et af den nyere Tids saakaldte vittige Hoveder, og ad denne Vei som Historien med mange Tilsætninger og Forskjønnelser for Dagen.
