— 252 —
der, uvant med en saadan Udmærkelse, paa sin Side fattede en barnlig Hengivenhed for ham, var saa iøinefaldende, at det snart hed sig i Husets Omgangskreds, at Hr. Montalbert nærede alvorlige Hensigter i den Vallerske Familie. Fruen hørte dette Rygte med Spot og Latter, Arnold var forbittret derover, uden selv ret at vide hvorfor, Commerceraaden glædede sig som over en Himlens Tilskikkelse, og Lusard og Mariane vare de Eneste, der vare ganske udenfor disse Speculationer.
Colette sagde en Dag til sin Søster: Ak, Mariane! jeg bygger al min Fremtids-Lykke paa dig og det livsalige Haab, at du dog umulig kan være saa desperat at sige Nei til den ædle, smukke, elskværdige Hr. Lusard de Montalbert, der frier til dig. Du gjør store Øine, som om du ikke vidste, at han elsker dig. Kjæreste Mariane! du ægter ham dog, og tager mig med dig til din skjønne Herregaard i Jylland? Du gjør mig lykkelig og god hos dig. Ja jeg skal blive saa god og saa glad!
Mariane afbrød hende med Latter: Er du ved din Samling, Colette? Hr. Lusard frie til mig! Jeg veed ikke, om jeg skal lee eller græde over dine Phantasier.
Et Par Maaneder vare saaledes henrundne, uden at Lusard kunde komme til Klarhed om de Forhold og Personer, til hvilke han vilde binde sin Fremtids-Skjæbne.
