262
Arnold afbrød ham leende: Men saa er De idetmindste en bogførende Mand.
— Ja, det var ikke godt andet. Men jeg vilde sige: Naar jeg engang imellem har Tid og Leilighed, saa er det mig en stor Vederqvægelse at tage …
En Priis Tobak, sagde Arnold, paany afbrydende.
Commerceraaden vedblev uden at lade sig forstyrre: en god Bog, og det bar mangengang, naar mit Sind har været tungt, opmuntret og trøstet mig, og derfor er det min Mening, at man bor være Den taknemmelig, der saaledes forskaffer os en god Time.
Nei, svarede Arnold, er Bogen betalt, saa har De Intet at takke for, men har De derimod laant den, saa er det en anden Sag, især hvis De bruger at ryge Tobak under Læsningen.
Fruen loe og syntes at more sig over disse sidste Ord. Lusard vendte sig til hende og sagde: Det er en besynderlig Tone, som den unge Herre tillader sig mod Deres Mand.
Han sagde disse Ord sagte, men Fruen udbrød høit med Latter: Herregud! Kan De ikke høre, at det er Ironie?
Ironie! gjentog Lusard forundret.
Hvad er det? spurgte Arnold: Forstaaer Hr. Montalbert ikke Ironie? Den, jeg bruger, f. Ex.?
— Nei, jeg tilstaaer, at det er en Ironie, jeg ikke
