263
kjender, og jeg troer næsten, at hverken Voltaire eller Lichtenberg vilde kjendes ved den, om de hørte den.
— Det skulde jeg sandelig tage mig let. De salig Herrer høre ogsaa til det Forældede, saavidt jeg kan indsee; thi jeg maa bekjende, at Lichtenberg er et Navn, jeg hører for første Gang, og af Voltaire har jeg faaet Nok ved at blade i en af hans Tragedier. Hvad Mere, han kan have skrevet, skal han saae Lov til at beholde for sig selv og sine Velyndere.
Selskabet blev nu kaldt tilbords, og Lusard sagde ved sig selv: God Nat, min Plan! Vorherre bevare mig fra det Menneske i min daglige Omgivelse, om jeg endogsaa med denne skrigende Poppegøie kunde vinde den yndige Nattergal, som vel desværre synger i hans Buur. Ak! jeg mærker nok, at jeg kommer til at reise hjem ligesaa fattig, som jeg kom.
Ved Bordet sagde Arnold: Apropos om litteraere Sager! Hændelsesviis bladede jeg imorges i en Catalog over Bøger, som i disse Dage skal sælges paa en Auction, og der faldt mine Øine paa en Piece med Titel: „Primulae veris, Digte af F. C. Valler.“ Det skulde dog ikke være Dem, Hr. Commerceraad, som i Deres unge Dage havde plukket Aurikler i Musernes nys omtalte Lund?
Commerceraaden fik ikke Tid til at svare, da Lusard udbrød: De gjør mig en sand Tjeneste med denne
