264
Efterretning. Den Bog have baade mine Forældre og jeg forgjæves søgt som et tabt Familie-Klenodie. Jeg beder Dem sige mig, hvor Catalogen er at faae, thi jeg skal være en vis Mand ved Auctionen, og Bogen skal blive min, om jeg saa skal betale den tidobbelt.
Jeg troer vist ikke, at den vil blive opdreven for Dem, sagde Arnold leende, jeg skal idetmindste ikke gjøre det.
Det skal De have Tak for, svarede Lusard.
Commerceraaden sagde: Ja den Bog er ogsaa bleven borte i min Faders Huus, den er ligesom forsvunden af Verden. Forfatteren, min salig Fætter Ferdinand Valler, forsvandt ogsaa for dens Skyld for sine Venner og sit Fædreland.
Husets Herre og Frue kjørte strax efter Bordet til et Landsted, en Miilsvei fra Byen, hvor de skulde tilbringe Aftenen. Gjæsterne gik hver sin Vei. De to mindste Børn gik med Stuepigen ud til Tivoli, og de to ældste Døttre bleve, som sædvanlig, ene hjemme.
Den Gaard, som paa den ene Side stødte til Commerceraadens, var et Hotel, hvor der blandt andre Reisende for Øieblikket logerede en Udlænding, der var en gammel Bekjendt af Lusard. Efter at have tilbragt en liden Stund hos de unge Piger forlod han dem for at aflægge et Besøg hos den omtalte Herre. Han var ikke hjemme, hans Dør var lukket, men en Opvar-
