268
gen vilde formaae at bevæge dig til at bryde din Troskab imod mig. Derom er ogsaa jeg overbeviist; jeg kjender din mandige Trofasthed, som forener sig med qvindelig Blødhed i din elskelige Sjæl. O lyksalig den Mand, som kan føre en saadan Brud hjem! Ingen Modgang bør nedtrykke hans Mod, intet Arbeide falde ham for tungt. Ak! for silde siger jeg Dette! thi jeg maa tilføie: En saadan Talisman mod Livets Elendighed var min, men jeg var den ikke værd, og maa slippe den af min skjælvende Haand.
— Min Gud! hvad mener du? Hvori bestaaer den Brøde, hvorfor du anklager dig selv?
— Jeg anklager mig for den, som forvolder al Livets Nød: Egoismen, som kun tænker paa sin egen øieblikkelige Tilbøielighed; Hovmodet, som ikke vil underkaste sig den Lov, der er fælleds for hele den faldne Menneskeslægt: »I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød.« Den, som er ene, har Lov til at leve som den fattige Fugl, der idag finder et Korn og imorgen ligger død paa Sneen; men den Mand, som har bundet en elsket Piges Skjæbne til sin, han skal staae til Ansvar, naar denne Piges skjønneste Aar hensukkes i skuffede Forventninger, naar hun endelig, til Løn for sin offrede Ungdom og Livslyst, opnaaer en huuslig Tilværelse, forbittret af Næringssorger. Nei, det skal
