269
ikke blive din Lod, min unge Rose, hvis friske Blomst af Sorg for mig allerede bøier sit Hoved.
— Hvad mener du? Hvad vil alt Dette sige? Ere vi ikke Begge unge? Er Verden lukket for dig? Er du et uvidende, udueligt Menneste, uden Kundskaber? Ere ikke Alle enige om det Modsatte? Har du spildt din Tid i Lediggang?
— Ikke i Lediggang, men spildt den har jeg altigevel, spildt den for min Fremtids Udsigter, spildt den Formue, jeg for saa faa Aar siden arvede efter min Moders Onkel. Den var ikke stor, men dog kunde jeg have anvendt den fornuftigere end til mine Reiser og mine uendelige Speculationer. Jeg har sagt dig det, min sidste Reise var aldeles uheldig, Alting slog feil, jeg eier ikke Mere end netop til at udføre den Beslutning, som jeg har taget.
— Hør nu ogsaa mig, Ferdinand! Jeg hører ikke til de Fruentimmer, som mene, at en Mand, af Kjærlighed til dem, skal offre sin Tragten efter Ære, eller sin Iver for Videnskaberne. Det er ikke Mandens Kald at leve blot i Tanken om et elsket Væsen, han skal ikke opoffre hvad der udgjør hans Værd som Mand. Det er derimod det qvindelige Kald at forsøde ham Byrden med Kjærlighed og Taalmodighed. Kraft til Dette tiltroer jeg mig. Jeg vil taalmodig vente paa
