270
dig og være glad ved at dele dine Kaar, hvorledes de end ville blive, thi de ere dog dine.
— O Mariane, hold op! mit Hjerte brister ved dine søde Ord. Men jo herligere du viser dig for mig, desmere føler jeg det Pligt, ikke at misbruge din Godhed; thi desværre! jeg veed det jo, jeg har seet Exempler nok paa Elskende, der have talt, som du nu talte, men som have glemt Livets Korthed, de menneskelige Skjæbners Magt og Ustadighed, og bittert angret det fordærvede Liv, den i sig selv skjønne, men vildfarende Tillid til deres Følelsers Evighed. Det vilde have altfor lange Udsigter, inden jeg turde byde dig at dele min Skjæbne. Aarene gaae tunge, og dog saa hurtige hen. Du har intet behageligt Hjem, ingen kjæk Beskytter mod din Stedmoders Uretfærdighed og Skinsyge. At vide dig i en saadan Stilling nedtrykker mig som en tung Skyld. Derfor har jeg tilsvoret mig selv at handle som en Mand, og ikke vige fra Det, der efter min Overbeviisning er Pligt. Du kjender min gamle Ven og Kammerat Lieutenant Volmer; med ham er jeg kommen hertil, og med hans Bedstefader, den gamle Commandeur, hvis Skib ligger ud om faa Dage, gaaer jeg til Sydamerica, som jeg har sagt dig. Lad da, som en god og trøstende Aand, den Tanke følge mig, at en lykkelig Skjæbne venter dig. Jeg troer at vide fra en sikker Haand, at Hr. Lusard elsker
