279
at jeg paa en dobbelt Maade finder i Dem Noget, som jeg længe har søgt, og hvortil jeg har knyttet mine høieste Ønsker. De er Ferdinand Vallers Dattersøn og Mariane Vallers Elsker. De seer forbauset paa mig. Frygt ikke, min unge Ven! jeg er ikke Deres Medbeiler, som De troer, skjøndt det visselig er et af mine varmeste Ønsker at hinde Deres Elskedes Skjæbne nær til min. Lad mig løse Dem denne Gaade. Et Tilfælde, eller, rettere sagt, en høiere Styrelse, for hvilken jeg i dette Øieblik takkende bøier mig, førte mig iaftes til en Løvhytte, tæt ved Siden af den, hvori De havde sat Mariane Stævne; jeg gjenkjendte hende, jeg havde Grunde til at ønske at erfare hendes Sindelag, og jeg var Vidne til Deres Samtale.
Med kjendelig Forlegenhed svarede den unge Mand Ak! naar saa er, maa jeg befrygte, at De finder mig haard og ukjaerlig. Jeg selv har i en søvnløs Nat spurgt min Samvittighed, om jeg ikke var det. Men Gud er mit Vidne til den smertelige Kamp, det kostede mig.
— Ja, ogsaa jeg var Vidne til denne Smerte, og ogsaa jeg har spurgt mig selv, om De var at berømme eller at dadle, og jeg tilstaaer Dem ærligt: I dette enkelte Tilfælde dadler jeg Dem; thi et saa dybtfølende Gemyt, som Marianes, bærer, uden at knuses den ydre Modgangs Tryk, men af den Elskedes Haand
