280
modtager det kun altfor let et uhelbredeligt Hjertestød. Har da det friske Haab, Mod og Udholdenhed saaledes forladt Nutidens Ungdom, at den ikke tør prøve at løfte Livets Byrde? De er, det veed jeg, et Menneske med mange Kundskaber; hvorfor behøver De at forlade Deres Fædreland og sønderrive et Baand, der var Dem selv dyrebart?
— O kjære Onkel! De er ædel, viis og forsøgt i Verden. Dog er der Eet, hvori De ikke er forsøgt: De har aldrig kjendt den bittre Ydmygelse, hvormed den stolte Verden nedtrykker den Fattige, Den, som ingen borgerlig Stilling, intet Navn giver Anseelse i dens Øine. Jeg har Uret i at have forspildt den Tid og forsømt de Veie, som føre til disse uundværlige Goder: borgerlig Agtelse og sorgfrit Udkomme; men dog er jeg mig bevidst, ikke at have spildt min Tid i Ørkesløshed. Tvertimod! En Iver for i Naturen, i Videnskaberne at finde et Lys, som maaskee ikke aabenbarer sig for Den, der med altfor rastløs Iver vil gribe det, det er min Brøde, men derfor er jeg ingen Dagdriver og Vagabond, men jeg veed, at det er de Hædersnavne, som man almindelig tillægger mig, og det kunde min Æresfølelse ikke bære. Derfor vilde jeg flye til Verdens Ende og søge en Fred og et Brød, jeg ikke kunde finde her. Maaskee har jeg ogsaa heri Uret. Men jeg har følt mig saa forladt. Nu har jeg fundet
