34
ham, og falde som Perler paa den Plet i Dybet, hvor han hviler.
En Ven af Dem! udbrød Claudine: O min Gud!
— Beklag ham ikke! han døde en mægtig Død.
— Men Slægt og Venner, som elskede ham, maae dog sørge over hans Tab!
— Ja saa lykkelig var han desuden. Der ere Dem, som endnu begræde ham.
— Kalder De det Lykke at volde Dem Sorg, som man har kjær?
— Ja, saa egoistisk er Mennesket! Maaskee, ja rimeligviis, veed man Intet deraf, naar man først er død, men jeg tilstaaer, at selv i Dødens Time vilde det være mig en sød Tanke, at for Exempel De græd for mig.
— Den Tanke vilde vist ikke bedrage Dem.
— Lover De mig at græde, naar De hører, at jeg er død?
— Gud forbyde, at De skulde døe i Deres Ungdom og Kraft! Hvorledes falder De paa Sligt?
Lusard loe. Hvad falder man ikke paa, naar man attraaer at interessere en elskværdig Dame? Jeg vilde gjerne give mig Mine af at have Anelser, ligesom Turenne, Henrik den Fjerde og andre udmærkede Mænd.
