23
cesreform satte litterær Frugt. I Ugeskriftet« for 1893 publicerede Aug. Goll sit Foredrag »Om Anklageprincipet i Norge«[1], medens Forundersøgelsen efter den norske Straffeproces behandledes af A. Munch-Petersen. Længere ude i Periferien laa C. Hviid's Artikel »Om Retsorganisationen og Forundersøgelsen i den skotske Kriminalproces«[2]. Af større Interesse vare den for tidlig bortkaldte P. M. Gertz' Udviklinger »Om Retsdannelsen i England« og »Om de engelske Dommere og Sagførere«[3].
Saavel Strafferettens almindelige som dens specielle Del har fundet gæstmild Modtagelse i »Ugeskriftet«, gransket saavel af Læger som Retskyndige, blandt hvilke sidste dog savnes vort største kriminalistiske Navn, Goos.
Af Bidrag vedrørende Strafferettens almindelige Del skal følgende fremhæves.
Overfor Læge Severin Christensen's Fremhæven af den »ækvivalente Kompensation« paa Strafferettens Felter tog Torp til Orde i en kritisk Afhandling, der samtidig til Drøftelse optog Grundproblemet om Straffens Nytte og dens Nødvendighed[4]. Det vidtrækkende og vanskelige Problem om Aarsagerne til Forbrydelsen behandlede Eyvind Olrik's i Aargangen 1894 trykte Foredrag[5]. Spørgsmaalet, om Afværgelseshandlinger overfor Angreb af Dyr eller Skade, som andres Ting true med at forvolde, skulde behandles efter Reglerne om Nødret eller efter Nødværgereglerne, undersøgtes af Torp[6]. Overfor den almindelige i dansk Retslitteratur hævdede Opfattelse, at Straf ikke kan paalægges den kollektive Enhed for de af dens Organer begaaede strafbare Handlinger, optraadte A. Hindenburg i Artiklen »Om juridiske Personers Ansvar til Straf og Erstatning«[7]. I sin Afhandling »Den ufuldstændige Tilregneligheds Anvendelse paa de sygelige Sindstilstandes Omraade« hævdede Knud Pontoppidan, der definerede medicina forensis ikke som en særskilt bestaaende Videnskab, adskilt fra de øvrige medicinske Fag ved en Iblanding af Jurisprudens, men som en i retsligt Øjemed anvendt Lægevidenskab, og at denne ikke kunde være tilfreds, førend Sygdomskriteriet
