1026
blive muligt at tage alle de Momenter i Betragtning, som
»efter Forbrydelsens Natur og Straffelovens Grundsætninger
bør komme i Betragtning.«
Mindretallet derimod stillede det tilsigtede Onde i
Spidsen, hvilket imidlertid »ikke udelukker, at der ved
Fastsættelsen af Straffen for Gjerningen tages Hensyn til
Beskaffenheden af det Onde, som Gjerningsmanden, uden at
ville det, har givet Anledning til« (p. 222). Under
Paaberaabelse af Begrebet culpa dolo determinata foreslog det
derfor en Paragraf, der sigtede til at skærpe Straffen, naar
en Voldshandling havde havt Følger, der ikke vare
tilsigtede.
Fra Strafferetsvidenskabens Standpunkt har intet af
disse Forslag noget Væsentligt forud for det andet.
Intet af dem fornegter Betydningen af det subjective
Moment, den forbryderiske Villie, intet undlader at tage
Hensyn til det objective, den indtraadte Følge. Navnlig er
der Intet, som viser, at Flertallet vil have de foraarsagede
Følger tagne i større Betragtning, end Mindretallet vil,
eller omvendt de subjective Momenter i nogensomhelst
Henseende tilsidesatte. Om man udfinder det retfærdige
Resultat ved at gaae den ene eller den anden Vei, har ingen
absolut Betydning.
Derimod falder det strax i Øinene, at Flertallets
Motiver ikke udtale sig om Andet, end om den
hensigtsmæssigste practiske Ordning af de herhenhørende Straffebud,
medens Mindretallet stiller et systematisk Princip i
Spidsen. Om dettes Berettigelse kan der tvistes; det
ansees nu almindeligvis for at være forkasteligt. Men
Saameget er vist, at dets practiske Resultat i Henseende til
Straffens Størrelse — naar alle subjective og objective
Momenter tages i tilbørlig Betragtning —, ganske vil falde
sammen med Resultatet af Flertallets Forslag (idetmindste
naar dette indskrænkes, i Overensstemmelse med Motiverne
p. 227, til kun at angaae Konkurrence af dolus og culpa)
kun med den aldeles ubetydelige Forskjel i et eneste Til-
