1027
fælde, at efter Flertallets Forslag en Skadetilføielse af den
i Lovens § 204 (Udkastets § 201) omhandlede Størrelse
altid maatte straffes med mindst 4 Maaneders simpelt
Fængsel, medens den efter Mindretallet kunde blive anseet
med simpelt Fængsel i laveste Grad.
Naar dette Princip forkastes, er det, fordi det neppe
lader sig begrunde, at den rent ydre Konkurrence af dolus
og culpa skulde medføre en forhøiet Tilregnelse af denne
sidste. Uagtsomhed kan ikke ved Konkurrencen blive til
en forbryderisk Villie, om end af en anden Art« (Motiv.
p. 221).
Flertallet paaberaaber sig vel et enkelt Sted
Hensynet til Sikkerheden (p. 229) som Grund til at
tillægge Følgerne en betydelig Indflydelse; men det udtaler
sig iøvrigt ikke i Almindelighed om Berettigelsen hertil.
Det holder sig til den rent practiske Side af Sagen og til
den alene, medens Mindretallets Princip, culpa dolo
determinata, tillige er Grundsætning for dets practiske Ordning
af Straffene.
Staaer nu Spørgsmaalet saaledes: paa hvilken Maade
er det practisk hensigtsmæssigst at indrette
Straffebudene, naar der gaaes ud fra, at en Voldshandling skal
straffes med væsentligt Hensyn til dens Følger? — saa
maa Flertallet ubetinget staae med Palmer i Hænderne for
sin Løsning deraf. Fra det practiske Synspunkt lader sig
Intet anføre imod, men Alt for dets Forslag. Det har Ret
i, at Gjerningsmanden ofte slet ikke har været eller har
kunnet være Herre over Følgerne af sin Voldsgjerning, at
han hyppigt end ikke selv i Gjerningens Øieblik har gjort
sig Rede for, hvilket og hvor stort et Onde han vilde
tilføie den Angrebne, at der ialtfald sjælden tør gjøres
Regning paa at see dette konstateret, og at det af disse
Grunde er »rigtigere« (Motiv. p. 226) at gaae ud fra det
objective Moment, den indtraadte Følge, og ved Siden heraf
tage det sædvanlige Hensyn til, hvad der han ansees
konstateret angaaende de subjective Momenter.
