1028
Landsthingets Udvalgsbetænkning
(Rigsdagstid. 16de ordentl. Saml., Tillæg B, Sp. 213 til 400) holdt
sig i det Hele til Motiveringen af Flertallets Forslag og
forkastede Mindretallets Princip, »at lægge den forsætlige
Retskrænkelse til Grund for Straffens Udmaaling« og blot
skærpe den efter Reglerne for forsætlig Vold udfundne
Straf med Henblik paa den indtraadte Følge (Sp. 313
nederst, jfr. Sp. 321). Idet Udvalget altsaa fandt det
»naturligst (Sp. 321) at tage den indtraadte Følge til
Udgangspunkt«, mente det dog, at denne Grundsætning kunde blive
for streng, naar der var bevirket et særdeles stort Onde
(Død eller betydelig Legemsbeskadigelse), og foreslog disse
specielle Tilfælde behandlede paa en særegen Maade.
Om den Inkonsekvents, som herved fremkom, vil der
senere blive talt. Her skal kun det Moment frem, at
Udvalget ligesom hele Commissionen anerkjendte, at de
ikke tilsigtede Følger burde tages i væsentlig Betragtning
ved Straffens Fastsættelse, kun med Undtagelse for det
Tilfælde, at de ikke tilsigtede Følger vare særdeles
betydelige og derhos ikke havde kunnet forudsees som
rimelige eller ikke usandsynlige.
Den samme Grundsætning gjaldt endelig, som bekjendt,
efter Fdg. 4 Octbr. 1833, ja endog efter Chr. V.s D. L.;
hin er desuden i den practiske Anordning Forbilledet for
Flertallet og tildels for Udvalget.
Dette Princip, som saaledes gaaer igjennem saavel den
ældre Lovgivning, som Motiverne til den nye, maa søge
sin Begrundelse i disse Forbrydelsers farlige Natur og
fremfor Alting maaskee i den almindelige Bevidsthed.
Denne seer paa det frembragte Resultat; for den er
Voldsmanden langt mere strafskyldig, naar han har slaaet den
Angrebne Saar eller tilføiet ham Skade, end naar han har
givet ham tørre Prygl, og det selv om han kun har villet
det Sidste og alene ved det, Videnskaben kalder
Uagtsomhed, har foraarsaget Skaden. Denne tilregnes ham —
mindre naturligvis, naar det ligger for Dagen, at den onde
