1029
Villie forsaavidt ikke var med i Spillet; men den til regnes
altid.
Uagtet alt Dette var det dog muligt, skjøndt det ikke
er sandsynligt, at Straffeloven ikke kunde fortolkes i
Overensstemmelse hermed. Den kunde trods den almindelige
Bevidsthed, trods den ældre Lovgivning, ja trods sine egne
Motiver have foreskrevet (ↄ: have brugt Udtryk, der
umuligt kuude forstaaes anderledes, end som en Udtalelse af),
at der ved Straffen for Voldsgjerninger — for visse eller
for dem alle — kun skulde sees paa, hvad
Gjerningsningsmanden havde villet, ja endog bestemt villet.
Isaafald maatte alle hine Data vige, thi kun Loven er Lov.
Idet nu Undersøgelsen her skal rettes paa
Hovedbestemmelserne i Lovens Attende Kapitel, navnlig §§ 200,
203 og 204, maa det først bemærkes, at den første og
sidste af disse §§'er selv have afstukket deres Grændser i
denne Henseende.
§ 200 angaaer kun simple Hug og Slag — dog, hvad
der ligefrem ligger i Ordene (»overfalder en Anden«), kun
forsaavidt Huggene ere forsætlige; den føier dertil, at ingen
Skade maa være skeet, og der kan altsaa ved
Anvendelsen af den ikke spørges om Følger, der falde ind under
den, uden at være tilsigtede.
§ 204 indeholder selv en udtrykkelig Begrændsning
med Hensyn til dens Anvendelse paa ikke tilsigtede Følger.
Undersøgelsen vil saaledes forsaavidt kun
angaae § 203.
Angaaende denne § yttrede jeg leilighedsvis i Tidsskr.
f. Retsv. 1866, 4 H. p. 484, den Formening, at den efter
Ordene rammer enhver Skadetilføielse af den der
omhandlede Beskaffenhed, om end Angriberen ikke har villet
saa stor Skade. »Det er nemlig klart, at § 200 kun
angaaer den, der overfalder en Anden med Hug o. s. v. uden
at tilføie ham Saar eller anden Skade. Den derimod, der
overfalder en Anden med Slag, om end kun med den blotte
Haand, og tilføier ham Skade, kan ikke straffes efter § 200,
