132
3die Gang. Fremdeles har Retten i Sagen Nr. 253 mod O. L. Bachmann, der i 1858 — før han fyldte sit 18de Aar — var dømt for Tyveri og senere — efterat have naaet denne Alder — dømt 2 Gange paany, først efter § 13 og derpaa efter § 15, den 4 October dømt ham efter § 232 ↄ: for 4de Gang Tyveri. Herved ere altsaa de 2 af de ovenfor opkastede 3 Spørgsmaal besvarede. Det 3die vilde ogsaa være blevet besvaret, hvis Høiesteret i sin Dom af 6 November i Sagen Nr. 230 havde, ligesom Criminal- og Politiretten, dømt den tiltalte for Tyveri, men da § 248 blev anvendt, bortfaldt Spørgsmaalet om Gjentagelse. Det maa iøvrigt antages, at Retten, i Consekvens med hvad der i de 2 ommeldte Domme er antaget, vilde have forandret Criminal- og Politirettens Dom og dømt Tiltalte efter § 231, hvis den var kommen til at afgjøre dette Spørgsmaal. Naar der nu spørges om Begrundelsen af dette Resultat, er det nærmest Dommen af 4 October, der maa være veiledende, thi det er udtrykkelig sagt i den, at »da der ved den Tiltalte senest overgaaede Dom rettelig er tilfunden ham Straf for 3die Gang begaaet Tyveri, vil han nu i Medfør af Straffelovens § 307 være at ansee efter § 232.« Det er altsaa den Maade, hvorpaa hiin § nu er affattet, der har bestemt Høiesteret til at fravige det i sig selv naturligste Resultat. Forandringen, der efter Landsthingsudvalgets Forslag blev gjort i Udkastets § 303, bestod i, at det nu hedder, at Vedkommende »bliver at ansee, som om den tidligere Dom havde været afsagt efter nærværende Lov.« Disse Ord kunne ikke forstaaes anderledes, end at der mangler Hjemmel til at tilsidesætte den ældre rigtigt afsagte Dom for 2den — eller i det 2det Exempel 3die — Gang Tyveri, idet denne skal betragtes som om den var afsagt efter den nye Lov. Dette Resultat maa meget beklages, da det fører til en mod den nye Lovs Aand og Tanke stridende Strenghed, men det kan vistnok ikke undgaaes efter den Maade, hvorpaa § 307 nu er affattet. Hvorfor forandrede man da den tilsvarende
