135
hvoraf Følgen vilde være, at han nu blev at dømme for 5te Gang, medens Høiesteret, som anført, dømte ham for 3die Gang. Endelig skulle vi, med Hensyn til at en Deel af Thyrstrup Herred, ved hvis Ret den sidste Dom var afsagt, endnu hører til Danmark, gjøre opmærksom paa, at hvis man var kommen til det Resultat, at de slesvigske Domme ikke skulde have Gjentagelsesvirkning, kunde der ikke subsidiairt være Tale om noget Hensyn til, hvorvidt Forbrydelsen var begaaet i den Deel af Herredet eller ei, thi § 61 lægger alene Vægt på hvor Dommen er afsagt.
Afbrydes Præskriptionen efter § 61 2det Led, naar der i Løbet af de 10 Aar overgaaer Tiltalte en Dom, som ikke har Gjentagelsesvirkning? Dette Spørgsmaal er besvaret med Nei ved to Domme af 9 November (N. Petersen) og 14 Januar (Vilh. Hansen). Den førstnævnte Tiltalte var i 1847 dømt efter Fdg. 1840 § 62, i 1853 efter § 12 og § 14 for Tyveri, og i 1857 efter § 15 for Bedrageri, og nu var han skyldig i Tyveri. Straffen efter den 2den Dom var udstaaet i Marts 1856, og Høiesteret antog nu, at Præskriptionen ikke var afbrudt ved den sidste Dom, som ingen Gjentagelsesvirkning havde, hvorfor Tiltalte kun blev dømt for 1ste Gang. Angaaende den Anden henvises til dette Ugeskrift nr. 3 og 4. Det gjorde altsaa ingen Forskjel, at det i denne Sag var den samme Forbrydelse (nemlig Forsøg paa den), i hiin derimod en anden, om hvis Kraft til at afbryde Præskriptionen der var i Spørgsmaal. Dette Resultat stemmer ligefrem med Ordene i § 61, thi «den tidligere Straf« er Straffen for «den tidligere Forbrydelse«, og dette vil igjen sige: den tidligere Forbrydelse, som efter Lovens Regler medfører Gjentagelsesstraf; men det kan jo nok see noget underligt ud, at det kommer Tiltalte til Gode, at han i en maaskee betydelig Deel af Tidsrummet har siddet i Fængsel eller Straffeanstalt, saa at han ikke har kunnet begaae Forbrydelsen paany.
Af Domme, der ikkun indeholde en ligefrem og utvivlsom Anvendelse af de i § 61 givne Bestemmelser, kunne
