392
regne Paagjældende en »aldeles tilfældige Skade til
yderligere Straf af 19 Rdl., medens et tilfældigt Drab eller en
tilfældig Lemlæstelse under lige Omstændigheder ikke kan
tilregnes? Den ærede Anmelder ræsonnerer nu vel paa
den Maade, at da den, der har tilføiet Skade af den i
§ 204 omhandlede Beskaffenhed under saadanne
Omstændigheder, at han ikke falder ind under Paragrafens
Bestemmelser, ikke heller kan straffes efter §§ 200 eller 203
ifølge deres ligefremme Ordlyd, saa bliver det nødvendigt
at anvende Analogi, og da det naturligviis maa være
ligesaa strafværdigt tilfældigt at tilføie en større som en
mindre Skade, er det fuldt berettiget at straffe ham efter
Analogien af § 203; og den Omstændighed, at denne Analogi
bliver nødvendig, fremhæves som et Beviis paa, hvor ilde
Repræsentationen har handlet ved at rette paa et
systematisk Lovudkast. Vil man imidlertid paatage sig ad
denne Vei at tilveiebringe Ligelighed i Grundsætningerne,
saa maatte man ogsaa straffe den, der ved et forsætligt
Angreb, som ellers vilde være at bedømme efter § 200,
havde dræbt en Anden, efter Analogien af § 203,
forsaavidt Gjerningen falder udenfor § 188; og jeg tvivler dog
paa, at man vilde føle sig tiltalt af en slig Analogiseren,
saameget mindre som Koncipisterne af §§ 188 og 204
udtrykkelig, som ovenfor bemærket, have udtalt, at det
tilfældige Drab eller Lemlæstelse ikke skal tilregnes
Ophavsmanden til Straf.
Det Værste ved den her bestridte Fortolkning af
§ 203 er imidlertid ikke den derved fremkomne
umotiverede Uovereensstemmelse i Behandlingen af ligeartede
Tilfælde, thi fulgte en saadan Inkonsekvents virkelig af
Lovens Ord, havde Fortolkeren jo intet Andet at gjøre end
at modtage den med Resignation; men den er saa langt
fra at være den nødvendige Følge af en konsekvent
Fortolkning, at den kun synes at kunne komme frem ved en
meget løs Betragtning eller aandløs Stirren paa
Bogstaverne. Vel staaer der »Tilføier Nogen en Anden Saar
