398
bestride, at der ogsaa under Begrebet om det bestemte
Forsæt indbefattes Tilfælde af ikke uvæsentlig forskjellig
Beskaffenhed . . . . . Domstolene ville formeentlig i det
enkelte Tilfælde vel vide at tage tilbørligt Hensyn, som
til de øvrige Momenter, der i denne Henseende bør komme
i Betragtning, saa og til Beskaffenheden af Drabsforsættet,
navnlig til, om det var bestemt eller ubestemt«. At Ordet
uforsætlige efter de Lovkyndiges Mening, som have
forfattet Udkastet, ligefrem omfatter det ubestemte Forsæt,
er her udtalt saa klart som muligt, og man vil lægge
Mærke til, at den citerede Beskrivelse af dolus eventualis
ikke engang rammer denne i dens mest strafværdige Form
som præmeditatus, men forudsætter, at den dolo eventuali
Handlende har været in impetu. Det er klart, at denne
Kommissionens Anskuelse er af særdeles Vægt, især da
den ganske stemmer med den hos os herskende
videnskabelige Opfattelse af den ubestemt forsætlige Forbrydelse,
men afgjørende kan den ikke være, hvis det af andre
Omstændigheder maatte fremgaae, at den i Motiverne og
Forslaget udtalte Tanke ikke har fundet sit Udtryk i den
endelige Lov.
Vi møde da strax i Landstingets Udvalgs Betænkning
den Udtalelse, at det i ethvert Fald maa ansees for
særdeles tvivlsomt, »om man under § 183 (ↄ: § 186) kan
henføre saadanne Tilfælde, hvor Gjerningsmanden har
handlet med ubestemt (eventuelt) Forsæt« (Rigsdagstid.
1864—65 Tillæg B S. 311); Udvalget motiverer sin Tvivl
ved, at en saadan Regel vilde, være meget mislig paa
Grund af den fine Nuance, hvorved Tilfældene af dolus
eventualis skulle adskilles fra de under § 185 (omændret
til Lovens § 188) faldende, at det ikke efter almindelig
Sprogbrug kan siges, at de her omhandlede Forbrydelser
ere begaaede »med Forsæt«, og endelig at heller ikke den
ældre, af Straffeloven afløste Lovgivning betragter dem
som forsætlige. Hvad først den Indvending angaaer, at
det skulde være misligt at anvende de almindelige Regler
