397
synes nu systematisk taget aldeles klart, at med det Samme vi erkjende den med dolus eventualis forbundne Forbrydelse som virkelig doløs (ↄ: kvalitativ forskjellig fra den uagtsomme), saaledes at dolus determinatus og eventualis omsluttes af det fælleds Begreb »dolus«, saa maa ogsaa Forsæt, der just er den identiske Betegnelse for dolus, i sig som en høiere Enhed indbefatte baade det bestemte og det ubestemte Forsæt. Hermed er Sagen imidlertid ikke afgjort, thi om Sandheden heraf end aldrig saameget erkjendes, kan det Spørgsmaal ligegodt reises, om dog ikke den enkelte positive Lovgivning forstaaer forsætlig = bestemt forsætlig; findes dette imidlertid at være Tilfældet, maa det ogsaa fastholdes, at en saadan Lovgivning, hvis den da overhovedet vil anerkjende det ubestemte Forsæt, ikke kan opstille Begreberne »Uagtsomheder« og »Forsæt« som udtømmende den kriminalistiske Tilregneligheds Former, men at det ubestemte Forsæt da maa danne en tredie Imputationsgrad. Naar vi undersøge Motiverne til Udkastet, synes Tvivlen strax at finde sin Løsning, idet det bestandigt saavel af Kommissionens Fleertal som Mindretal udenvidere forudsættes, at Forsæt baade er det bestemte og det ubestemte Forsæt, see f. Ex. Motiv. S. 218, 219, 222, 223. S. 218 hedder det saaledes med Hensyn til Udkastets § 183 (ligelydende med Lovens § 186) om forsætligt Drab, at man ikke har anseet det for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at udsondre det bestemt og det ubestemt forsætlige Drab; »om det nemlig end ikke kan benegtes, at Forbrydelsen i Reglen maa ansees for mere strafværdig, hvor et saadant bestemt Forsæt har været tilstede, end hvor Gjerningsmanden kun forsaavidt maa siges at have villet dræbe, som han ikke har udelukket denne Følge af sit Forsæt, medens han dog ikke netop bestemt har tilsigtet den, idet han tvertimod, uden for sig selv at klare Virkningen deraf, har slaaet løs og ladet staae til (Systemernes dolus eventualis), lader det sig dog paa den anden Side heller ikke
