400
at Straffeloven har beholdt det gamle Begreb, ligesaa godt
synes Sandsynligheden af, at den ny Lov i Erkjendelse
af det Mangelfulde ved den ældre Opfattelse vil have
Fortsæt opfattet paa en med videnskabelige
Grundsætninger formeentlig bedre stemmende Maade, at kunne gjøre
sig gjældende. Da Kommissionens Mening, som alt
bemærket, ikke i saa Henseende kan være afgjørende, især
da dets Forslag underkastedes saa væsentlige Forandringer,
saa maa Besvarelsen efter Sagens Natur i sidste Instants
hentes fra selve Loven — kunne vi ikke tinde den der,
findes den intetsteds.
Hovedstriden maa komme til at dreie sig om §§ 186 og
188. Naar man nemlig seer, at § 188 sætter en mildere Straf
end § 186 (forsætligt Drab) og en meget strengere end § 198
(uagtsomt Drab) for det Drab, der, skjøndt ikke tilsigtet, dog
har været forudseet som den naturlige Følge af en forsætlig
Voldsgjerning, falder det øieblikkelig Læseren ind: her
have vi jo et med ubestemt Forsæt begaaet Drab, altsaa
indbefattes et saadant ikke under § 186, og uforsætlige er
her og allevegne, da Ordet overalt maa have samme
Betydning, — bestemt forsætlig. Denne Slutning turde dog
være overilet. Det hedder i § 188, at den Skyldige »ikke
maa have villet Døden«, og medens de lignende
Udtryk i Mindretallets Forslag, der gik ud fra, at den
ubestemt forsætlige Forbrydelse faldt ind under § 186, Vare
fuldstændig nøiagtige, kan det ikke negtes, at de ere i
høieste Grad uheldig valgte, hvis man med Udvalget hylder
den modsatte Anskuelse. Naar man ved forsætlig forstaaer
»bestemt« forsætlig, kan det ikke gaae an at opstille
Manglen paa doløs Hensigt som Modsætning hertil; thi
den, der har et eventuelt Forsæt, har jo netop en doløs
Villie, hvad Udvalget selv udtrykkelig erkjender;
Modsætningen til »Forsæt« kan i saa Fald kun beskrives reent
negativt som »Ikke-Forsæt« — en naturlig Følge af, at
væsentligt forskjellige Ting skulle samles til Et. I de i
§ 188 omtalte Tilfælde findes der en Konkurrence mellem
en forsætlig Forbrydelse og en ikke, ialtfald ikke bestemt
