401
tilsigtet Følge; naar vi i Forbindelse hermed erindre, at den rene dolus eventualis som upraktisk i Reglen skydes tilside af Kriminalisterne, og at Begrebet kun ansees som brugbart ved Konkurrence med bestemt forsætlig Forbrydelse, idet man saa udenvidere præsumerer dolus eventualis med Hensyn til Følgen, kunde man troe, at § 188 just indeholder en Anvendelse af denne ex re beviste dolus eventualis. Men heller ikke dette er tilfredsstillende; i saa Fald maatte der have staaet »skjøndt det ikke er beviist, at han har villet Døden« eller noget Lignende, og Lovgiveren kunde ikke have brugt Udtryk, som ligefrem medføre, at Bestemmelsen under de givne objektive Betingelser kommer til Anvendelse, om det end aldrig saa klart ligger for Dagen, at dolus eventualis ikke er tilstede, at Gjerningsmanden aldrig hverken ligefrem eller betinget har villet Døden; thi hvad der er modbeviist, kan dog ikke præsumeres. Angaaer saaledes § 188 hverken den sande eller den ex re beviste dolus eventualis, hvad er da dens Betydning? Svaret herpaa synes ikke vanskeligt hverken efter Ordene eller Bestemmelsens Historie. Ordene ere et fuldstændigt adækvat Udtryk for de Tilfælde, hvor grov Uagtsomhed konkurrerer med et doløst Forhold, hvor altsaa culpa dolo determinata er tilstede. Mindretallets i denne Afhandlings Begyndelse omtalte Ændringsforslag gik jo udtrykkelig ud paa at opstille culpa dolo determinata som en særegen Skyldform (Motiv S. 222), og med Hensyn til, hvad det her kommer an paa, bruger Udvalget, som sluttede sig nær til Mindretallet, og hvis Ændringsforslag ere gaaede over i Loven, Udtryk, som klarligen ere af samme Betydning som Mindretallets. Jeg forudseer den Indvending, at den i § 188 omhandlede Forbrydelse er Drab, og at en Lov, der som Straffeloven lægger Vægten paa det forbryderiske Forsæt, i Tilfælde, hvor Begrebet culpa dolo determinata skulde kunne antages at have faaet Anvendelse, maatte ved Straffens Udmaaling være gaaet ud fra den for den forsætlige Handling fastsatte Straf, in casu
