405
til dolus indirectus, ogsaa med ubevidst Ironi kalder
det dolus præsumptus. Naar det fastholdes, at her kun
findes en reent ydre Konkurrence (og dette er i lige Grad
Tilfældet enten Konkurrencen er homogen, som naar en
Person vil give en Anden et Slag og mod sin Villie
kommer til at gjøre ham Skade, eller heterogen, som naar
f. Ex. Tyven af Vanvare kommer til at antænde Huset,
hvor han forever Tyveriet), er det heller ikke let at indsee,
hvorfra man skal tage denne høiere Enhed, der skulde
kunne berettige til at opstille culpa dolo determinata som
en særlig Skyldform, der skulde medføre større Tilregnelse
end den uagtsomme og den forsætlige Gjerning
tilsammentagne. I Motiverne finder man kun en blot Udtalelse fra
Mindretallets. Side om Berettigelsen af Begrebet uden nogen
Begrundelse, og naar en saadan forsøges af Landstingets
Udvalg, støttet paa Voldsgjerningernes særegne Natur, der
medfører, at den, der skrider til Udførelsen af dem, maa
vide, at han ingenlunde er Herre over de indtrædende
Følger og altsaa maa være forberedt paa en langt større
Skade end af ham tilsigtet (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B
S. 312), da maa hertil bemærkes, at denne Udtalelse
indeholder den almindelige Begrundelse af grov
Uagtsomsomheds Strafbarhed, men heller ikke videre. Det
Strafbare i luxuria er netop, at Gjerningsmanden har
foretaget en Handling (om det er en Forbrydelse eller ei,
kommer ikke Uagtsomheden ved), over hvis Følger han
»maa vide; at han ingenlunde er Herre«. Skulde
Voldsgjerningerne paa dette Punkt frembyde noget
Eiendommeligt, da maatte det være det, at paa Grund af deres farlige
Karakteer skulde Følgerne altid tilregnes den Skyldige,
saaledes som ogsaa af Fleertallet foreslaaet; men denne
Anskuelse forkastede Udvalget jo.
Da Undersøgelsen dog nærmest er gaaet ud fra § 203,
kunde det synes underligt, at vi ikke først have henvendt
vor Opmærksomhed paa den dermed i saa nøie Forbindelse
staaende § 204. Grunden har imidlertid naturligt været
