404
ved disse Ord maa siges at have tilintetgjort den Tvivl,
der ellers muligviis kunde reises om Forstaaelsen af
»forsætlige« i § 186.
Vi formene altsaa, at Forsæt i Straffeloven er saavel
det bestemte som det ubestemte Forsæt, og at § 188
angaaer de Tilfælde, hvor grov Uagtsomhed konkurrerer med
Forsæt, medens alle andre Tilfælde af Uagtsomhed — men
ogsaa kun virkelig Uagtsomhed — falde ind under § 198.
Dette udelukker naturligviis ikke, at den Skyldige, der
ikke kan overbevises om det rimeligviis virkelig
tilstedeværende ubestemte eller endog bestemte Forsæt straffes
efter §§ 188 og 198; thi det ikke beviste, om end aldrig
saa stærkt formodede Forsæt har ingen juridisk Tilværelse,
og Vedkommende kan derfor i saadanne Tilfælde godt
siges »ikke at have villet« eller at have handlet uagtsomt.
Det følger af sig selv, at der maa være det samme
indbyrdes Forhold mellem §§ 187 og 189 som mellem §§ 186
og 188, idet § 189 ligesom § 188 utvivlsomt forudsætter,
at Døden er forudseet som en rimelig eller dog ikke
usandsynlig Følge af Voldsgierningen; vel er dette ikke
udtrykkeligt udtalt, men følger deraf, at det just er Meningen
at give en mildere Regel. §§ 188, 189 og ligeledes § 197
angaae altsaa den reent ydre Konkurrence af
Uagtsomhed og forsætlig Forbrydelse, og det er noget heelt
Andet end at anvende den ex re beviste dolus eventualis, om
end Ønsket om med en alvorlig Straf at ramme de Tilfælde,
hvor dolus maa formodes at være tilstede uden dog at kunne
bevises, har været Motivet til den opstillede Regel. I
Virkeligheden foreligger her som bemærket en Anvendelse af det
Feuerbach'ske Begreb »culpa dolo determinata«, som
ellers med Rette er udskudt af den nyeste Tids
Videnskab, skjøndt mange Andre end Feuerbach i sin Tid deri
har villet see en høiere Enhed af dolus og culpa; men som
ret karakteristisk for denne »høiere Enhed« fortjener det
at bemærkes, at Michelet, en af de dygtigste Forkæmpere
for dette Feuerbachs Barn, som han forøvrigt har omdøbt
