599
Clerkenwell-Sagen i London.
processuel Behandling i første eller eneste Instants efter sin Gjenstand og sit Formaal er forenelig med den »Tidens og Stedets Enhed«, som en virkelig mundtlig Hovedforhandling kræver? Med andre Ord, er det for at opfylde den nævnte dramatiske Fordring ikke nødvendigt at have holdt Generalprøve i Forvejen, og udsætter man sig ikke i modsat Fald for, at hele Forestillingen gaar i Stykker? I civile Sager er Vanskeligheden mindre, da man altid kan skabe en betimelig litis contestatio ved at paalægge Indstævnte forinden at afgive en skriftlig Proceserklæring, ved hvilken han da er bunden. I den criminelle Proces kommer man, i alt Fald practisk, ud over Vanskeligheden, naar man forinden afholder Forhør over den Sigtede, og det kan vist heller ikke negtes, at i Frankrig gaar Hovedhandlingen for sig uden Standsninger med stor Præcision. Vil man imidlertid ikke gaa ind paa et Forhør i egentlig Forstand, synes man dog i ethvert Tilfælde at kunne — og følgelig burde — fordre, at den Tiltalte igjennem sin Sagfører forinden Hovedforhandlingen afgiver en bestemt Proceserklæring, der indeholder Grundlaget for hans factiske Anbringender, og opgiver de Vidner, som han agter at føre under Sagen. Om dette end ikke er bindende, da Procesformen altid maa vige for Bestræbelsen for at udfinde den materielle Sandhed, saa indeholder det dog en Betryggelse, som i mange Tilfælde vil kunne slaa til og i andre Tilfælde indicere et Forsøg paa Overrumpling, der ikke vidner om en god Sag.
