804
J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden
Rigtigheden af den af Bornem. Pag. 321—23 opstillede Sætning, at, naar der blot er een Universalarving tilbage kan Lodden aldrig blive vacant. Deraf vil nemlig følge for Livsarvingernes og Ægtefællens Vedkommende, at Arveladeren ei kan betage dem Tilvæxtretten, naar Lodden ellers vilde blive vacant; thi det maa vistnok antages, at han ei kan gjøre dem til blotte Legatarer, hvad rigtignok synes forudsat i Hrtid. 1859 Pag. 449, og for Udarvingernes Vedkommende vil Conseqventsen blive, at Arveladeren vel kan betage dem Tilvæxtretten i det nævnte Tilfælde, men kun ved enten aldeles at udelukke dem eller ved at forvandle dem til Legatarer. Uagtet den af Bornemann opstillede Sætning ved første Øiekast synes at føre til stødende Resultater, skjønnes det ei rettere end, at han har Ret i at opstille den. Begrundelsen af den maa søges i de to Sætninger:
At | det strider mod Forholdets Natur at antage, at visse ideelle Dele af en Rettighed kunde være hos Nogle, medens der ei fandtes nogen til de øvrige Dele Berettiget og |
At | Statens Ret til en vacant Lod ei kan betragtes som en Arveberettigelse. |
Med Hensyn til den første Sætning skal bemærkes,
at, naar en vis Rettighed tilkommer Flere i Forening,
saa vil det netop sige, at Enhver har den fulde Raadighed
som ligger i Rettigheden, kun at denne er begrændset ved
de Andres lige saa gode Raadighed; men deraf følger, at,
forsaavidt der Ingen er, der kan begrændse den
Vedkommendes Raadighed, saa er denne fuldstændig. Derfor er
det t. Ex. en Utænkelighed, at Nogen ved Bemægtigelse
af en herreløs Ting skulde kunne begrunde et
Raadighedsforhold over Tingen, som svarer til det
Raadighedsforhold, som en Medeier udøver.
Beviset for den anden Sætning ligger i den
Omstændighed, at Staten selv ikke efter C. V.s Lov blev
ansvarlig for Gjælden, hvorfor der heller ikke for den var