Spring til indhold

Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu/809

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

805

Arvings eller Legatars Lod tilfalder.

Tale om en Nødvendighed af at fragaae Arv og Gjæld. Naar Staten, fordi der ingen Arvinger var, eller disse havde fragaaet Arv og Gjæld, ved sine Skifteforvaltere sørgede for Boets Behandling, saa laa dette i Nødvendigheden af, at der fandt en ordnet Opgjørelse Sted, hvis ikke al Fasthed i det øconomiske Liv skulde forsvinde, men det kunde ei betragtes som en Anvendelse af Reglen om Arvingers Ret til selv at overtage Boet; thi i saa Fald havde Staten maattet tilsvare Gjælden ultra vires hereditatis; thi beneficium inventarii blev først indført ved Fdg. 8 April 1768, se Ordene i denne Fdg., og var tidligere et ukjendt Institut. At Staten nu i Henhold til 5—2—11 tog de enkelte Ting, der blev tilovers, skete ei som en Conseqvents af en Universalsuccession, men var en særlig Ret, som havde sit Udspring fra den blandt Andet i j. L. 3—61 udtalte Sætning »hvad Ingen eier, eier Kongen«. Saaledes var Forholdet paa C. V. s Lovs Tid, og saaledes er Forholdet ogsaa nu. Da Forholdet mellem Universalarvinger nu netop er, at her er en Ret (Arveberettigelsen), som tilkommer Flere i Forening, og da Statens Ret til en vacant Lov ei er nogen Arveberettigelse, saa synes Conseqventsen at være, at denne ei kan indtræde, saalænge nogen Universalsuccessor findes. Fastholdes den Anskuelse, at Statens Ret til en vacant Lov ikke er nogen Arveberettigelse, er det ikke alene Sagens Natur, der taler for Bornemanns Mening, men ogsaa vor positive Lovgivning bestyrker den. Da Staten nemlig ikke er Arving, kunde den, forsaavidt man alligevel vilde indrømme den Ret til den vacante Lod, hverken fordre at tiltræde Boets Behandling sammen med Arvingerne, men den kunde ei heller provocere til offentlig Skiftebehandling. Det bliver Arvingerne alene, der komme til at behandle dette; om dette nu ikke befindes anomalt for Statens Vedkommende, som i saa Henseende maatte dele Skjæbne med Legatarerne o. s. v., vilde det dog være høist anomalt for Creditorernes Vedkommende. Man maa jo vel erindre, at for den vacante Lods Vedkommende var