813
Arvings eller Legatars Lod tilfalder.
og at derfor Angivelsen af den Qvota, Enhver skal tage,
nærmest maa antages blot at skulle være en Delingsregel
mellem de indsatte Arvinger indbyrdes, henvises om det
Uberettigede i en saadan Slutnig til det Foregaaende. Vi
antage saaledes, at der i dette Tilfælde maa tilkomme
Intestatarvingerne en Ret til den bortfaldne
Testamentarvings Lod, og dette Resultat er ogsaa antaget af
Domstolene, see Biblioth. for Lovk., 2. B., P. 283, jur. Ugeskr.,
IV, P. 378, jvfr. og Schl., Høiesteretstid., II, P. 431.
Men det Samme maa vistnok antages i de af Bornemann
under 2 b nævnte Tilfælde. Af allé de nævnte
Combinationer skjønnes det ei, at der er en eneste, hvor den
valgte Indsættelsesmaade godtgjør, at det har været
Testators Villie, at Testamentarvingerne skulle have den
Bortfaldnes Lod, men kunde den have Betydning i saa
Henseende, hvad i det mindste for nogle Tilfælde er høist
problematisk, see endog Bornemann P. 328, kunde den
kun tjene som et Indicium for, hvad han havde villet
bestemme, dersom han skulde have udtalt sig, ↄ: godtgjøre
hans Tanke, Mening, men dette er ei nok, see ovenfor.
Vende vi os endelig til det 3die Tilfælde, hvor
Bornemann omtaler Concurrencen mellem Ægtefællen og Andre,
skjønnes det ei heller rettere end, at de Resultater,
Bornemann opstiller, ere uholdbare. Der er navnlig eet
Tilfælde, hvor, om saa tør siges, Bornemanns
Uovereensstemmelse med den positive Lovgivning culminerer, nemlig
det som omhandles P. 333, 34; her forudsættes et
Testament, som uden at nævne Ægtefællen tillægger flere
testamentariske Arvinger de to Trediedele af Boet; alle disse
bortfalde, og Spørgsmaalet er da, skulle disse to
Trediedele tilfalde Udarvingerne eller Ægtefællen? Bornemann
antager, at de tilfalde Ægtefællen, men hvorledes det er
muligtatforene dette med Fdg. 21. Maj 1845 § 15, 17,
er ei let at see. Selv om man vilde betragte den Ret,
som Arveloven giver Ægtefællen til de to Trediedele af
Boet, ligesom Udarvingernes Arveret, som grundet i Arve-
