Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu/816

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

812

J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden

arvingerne ved en udtrykkelig Bestemmelse ere udelukkede fra at arve eller ei. I første Fald kan den bortfaldne Testamentarvings Lod ei tilfalde Udarvingerne, medmindre den udtrykkelige Udelukkelse maatte kunne fortolkes som blot indeholdende en Udelukkelse fra at arve, saalænge de paagældende testamentariske Arvinger ere arvedygtige, hvilket ei kan have Formodningen for sig, da Bestemmelsen i saa Fald staaer overflødig; hvis man altsaa ei tillægger Testamentarvingerne Lodden, vil den blive vacant, men dette strider mod at disse ere indsatte til Universalarvinger, see ovenfor. Men den Omstændighed, at der er disponeret over det hele Bo, kan ei medføre, at det samme Resultat skal statueres. Sagen er jo simpelhen den, at den udtrykkelige Bestemmelse, som efter det Foregaaende maa fordres for at udelukke Intestatarvingerne, her mangler. De Argumenter, som Bornem. paaberaaber sig, synes ei heller slaaende. For det første er det urigtigt i denne Henseende at gjøre Forskjel paa om Intestatarvingerne ere Livs- eller Udarvinger. At der er en væsentlig Forskjel mellem Livsarvinger og Udarvinger i Henseende til, hvormeget Arveladeren kan disponere over uden at træde de Paagjældendes Ret for nær, kan jo ikke bevise det Allermindste med Hensyn til Fordringerne om, hvilken Fremgangsmaade han skal benytte for at naae sit Øiemed; den er i begge Tilfælde eens. Naar Bornemann paastaaer, at Udarvingernes Ret i sidste Instants er grundet paa Arveladerens Villie, er dette en Betragtning, som ei kan fastholdes overfor vor positive Lovgivning. Udarvingerne arve ligesom Livsarvingerne, fordi Loven siger, at de skulle arve, ei fordi det saa maa præsumeres at være Arveladerens Villie. Arveladerens præsumerede Villie kan være Grunden til Lovens Bestemmelse, men det er denne sidste, der er Fundamentet for Udarvingernes saavel som for Livsarvingernes Ret. Forsaavidt Bornemann endelig paaberaaber sig, at Indsættelsen til Universalarving aldrig ubetinget er en Indsættolse til at arve en Deel af Boet,