816
J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden
selvstændige Slægtskabsforhold; den Enes Udøvelse kan
vel udelukke eller begrændse den Andens, men omvendt,
udøves den ene ei, træde de andre i deres fulde Kraft.
Renuncerer altsaa en Arving paa Arv (eller fragaaer Arv
og Gjæld), tilfalder hans Lod de øvrige Arvinger og ei
hans Descendenter, og skeer hiin Renunciation o. s. v. af
Alle, gaaer Arven til næste Arveclasse. Noget Andet er,
at man ogsaa bruger Ordet Renunciation, hvor der i
Virkeligheden foreligger en Overdragelse af Arverettens Udøvelse,
jvfr. Udtrykket »renuncerer til Fordeel for«, see Cancskr.
29. Maj 1819. Denne Overdragelse maa en Arving kunne
foretage til sine Descendenter, men ogsaa kun til dem;
thi kun i deres Haand vil Berettigelsen ei forandre
Skikkelse, da det vil være den samme Arveberettigelse der
udøves, om end af forskjellige Personer. Men til Andre kan
en saadan Overdragelse neppe skee; thi selv om disse
ogsaa ere Slægtninge af Arveladeren, er det, som tidligere
bemærket, ei den samme Arveberettigelse, som disse gjøre
gjældende, og, ligesaalidt som det staaer i en Arvings
Magt at forandre det Slægtskabsforhold, hvori de staae
til Arveladeren, ligesaalidt kan han gjøre deres
Arveberettigelse til en anden eller større; en Søn kan t. Ex.
ei ved at renuncere til Fordeel for sin Fætter bevirke,
at denne kommer til at arve som Søn eller ved at
renuncere til Fordeel for en enkelt af sine Brødre bevirke, at
denne arver, som om han var to Gange Søn.
Forøvrigt ville de tidligere opstillede Regler om
Testamentarvingernes Forhold til Intestatarvingerne ogsaa her
komme til Anvendelse. Det er naturligviis et factisk
Spørgsmaal, om en testamentarisk Bestemmelse, der
anordner en Substitution, kun omfatter det Tilfælde, at
Arvingen bortfalder før Arveladerens Død eller om ogsaa vort Tilfælde deri indbefattes.
I det Foregaaende have vi nærmest havt Forholdet mellem Universalsuccesorer for Øie. Nogle faa Bemærkninger skulle nu gjøres om en Legatars Bortfald. Dette kan forøvrigt skee
