821
Arvings eller Legatars Lod tilfalder.
lede den Bortfaldne. Naar saaledes en Intestatarving
bortfalder, og hans Descendenter, Medarvinger eller næste
Arveclasse tage hans Lod, komme i Reglen de samme
Legater til at paahvile dem, som de, der paahvilede den
bortfaldne Arving; thi i Reglen er Legatet saaledes
affattet, at det kan sees at være Testators Mening, at
Legatet skulde udredes, hvo der saa blev hans Arving; men
det kan meget vel være, at det fremgaaer af Legatet, at
det kun skulde paahvile den bortfaldne Arving. Naar en Substitut indtræder, kan det meget vel være, at den
testamentariske Bestemmelse, som begrunder hans Ret
paa en saadan Maade, henviser til den, som begrundede
den Bortfaldnes Ret, at det deraf fremgaaer, at de Byrder,
som vare paalagte denne, ogsaa skulle paahvile
Substituten. Men findes ingen saadan Henviisning f. Ex. i det
tidligere nævnte Tilfælde, hvor to Legatarer hver for sig
ere indsatte til en Sum, der i og for sig opsluger Boets
Beholdning, da kan man ei sige, at en Byrde, et Leget
af Legatet, der paahviler den ene, og skal paahvile den
anden, naar den første bortfalder. Forsaavidt den
testamentariske Bestemmelse er affattet saaledes, at Byrden
ei bortfalder med onerati Bortfald, saa er der i
Virkeligheden to selvstændige Legater, og det forstaaer sig,
at der endnu finder en Concurrence Sted mellem det
endnu bestaaende af disse og den ubebyrdede Legatar,
som maa føre til et forholdsmæssigt Afslag i dem
begge; men det er noget Andet, end at Byrden skulde
falde den ubebyrdede Legatar til Last; thi i saa Fald
maatte han udrede den fuldt ud. Forsaavidt endeligt en
Universalarving nyder Godt af en Legatars Bortfald, saa
beroer det atter paa, om den Byrde, der paahvilede denne,
stod og faldt med Legatet, eller ei; i sidste Fald er der
egentlig to selvstændige Legater, og, saalænge det ene
bestaaer, maae Universalarvingerne naturligviis være pligtige
at udrede det.
