820
J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden
være et tvivlsomt Spørgsmaal om der er Universalarvinger eller ei, i hvilket sidste Tilfælde Staten jo tager den bortfaldne Legatars Lod. Bornemann antager saaledes Pag. 2862 det Stykke, at den Omstændighed, at Arveladeren har udtømt Boet med Legater, maa bevirke, at Udarvingerne ei længere kunne siges at være Arvinger. Men man synes at maatte give Ørsted Haandb. IV Pag. 783 ff. Ret i, at denne Omstændighed i og for sig ei er tilstrækkelig, men at hertil maa fordres en udtrykkelig Udelukkelse; det gjelder ogsaa her, at det Høieste, man af Testamentet kan udlede, er, hvad Testator muligen vilde have bestemt sig til, hvis han skulde have udtalt sig, men en saadan Udtalelse foreligger ei; thi der er ingen Nødvendighed for, at Testator, fordi han har bestemt, at Intet af Arvemassen skal komme Udarvingerne tilgode, derfor har villet betage dem hele deres Arveret, jfr. tidligere det Spørgsmaal om, hvem en bortfalden testamentarisk Arvings Lod tilfalder, naar Testator har borttestamenteret hele sit Bo.
Til Slutning skulle endnu et Par almindelige
Bemærkninger gjøres. Hvad for det første det Spørgsmaal
angaaer, om de paa den bortfaldne Arvings eller Legatars
Lod hvilende Byrder ogsaa falder den til Last, som nyder
Godt af hans Bortfald, er dette et reent factisk
Spørgsmaal. Som Hovedregel maa imidlertid fastholdes, at da,
efter hvad der er udviklet i det Foregaaende, Eftermanden
aldrig støtter sin Ret paa Formandens, men paa sin egen,
selvstændige Ret, maa Udgangspunktet ved Afgjørelse af
det nævnte Spørgsmaal nødvendigviis tages fra det
Fundament, hvor paa Eftermanden støtter sin Ret, og der kan
forsaavidt intet Hensyn tages til det, hvorpaa den
Bortfaldne skulde have støttet sin. Derfor kan det naturligviis
alligevel meget vel være, at de samme Byrder kunne
paahvile dem begge, men dette er blot ei, fordi de paahvi-
