925
Kjøbenhavns Gjældseommlssions Domme.
at betale 39 Rdl. 5 Mk. for leveret Skræderarbeide, i Henhold til Forordningen 13de April 1754 ex officio være at afvise. Imod Stempelloven foreligger ingen Overtrædelse.
Thi kjendes for Ret:
Denne Sag afvises.
✹✹
Fdg. 13 April 1754 indeholder ingen Bestemmelse om,
at den militaire Foresatte i noget Tilfælde skal stævnes
tilligemed vedkommende Underofflceer eller Menige, men
udtaler kun den civilretlige Regel, at visse Contracter ere
ugyldige, naar de indgaaes af disse uden Compagnichefens
skriftlige Consents. Dommens Resultat maa være støttet paa
de paagjældende Underordnedes formeentlig heraf følgende
deelvise Umyndighed; men Rigtigheden heraf kan dog vistnok
med Føie omtvistes.
Den ommeldte singulaire Forskrift, der i og for sig
som saadan maa være strictæ interpretationis, er ikke
begrundet i en formodet Mangel paa Evne hos de Paagjældende
til paa egen Haand at styre deres Anliggender, men ene og
alene i et lignende Hensyn til den militaire Tjenestes Tarv
som det, der har foranlediget Reglen om Officerers
Arrestfrihed, og som har udøvet en saa gjennemgribende Indflydelse
paa den for Militairetaten gjældende særegne Straffelovgivning.
Her er altsaa ikke Tale om en Mangel paa juridisk
Handleevne, men om et reent positivt Forbud imod paa egen Haand
at indlade sig paa visse Retshandler, og Overholdelsen heraf
er tilstrækkelig sikkret ved Forskriften om, at vedkommende
Fordringshaver som „Straf“ skal have sit „Krav forbrudt“,
see Fdg. 1754, idet heraf følger, at Domstolene ex officio
maae frifinde, naar Compagnichefens Consents ikke godtgjøres,
selv om den indstævnte Underofficeer eller Menige undlader
at give Møde eller endog tager bekræftende til Gjenmæle, se
ogsaa Pl. 10 Juni 1778 § 2.
Medens de forskjellige herhenhørende Lovbestemmelser,
5—3—34 og 37, Fdg. 27 Juli 1742 § 2, Pl. 25 Jan. 1751,
Fdg. 25 Jan. 1753 o. s. v., ikke indeholde nogen Hjemmel for
en Regel som den i Dommen antagne, synes tvertimod Pl.
25 Jan. 1751 at gaae ud fra en modsat Forudsætning; thi
naar det her hedder: „Da Enhver, som uden slig
Compagnichefs Tilladelse betroer Nogen Noget, maa vente, at samme
Gjæld ham ei bliver betalt, men Debitor altid for Retten, om
