962
A. C. Evaldsen: Om det Tilfælde, at Overdrageren
Eiendomsret, kan der saaledes spørges, om den, til hvis
Fordeel en saadan Retshandel er passeret, i samme
Øieblik, som Overdrageren senere erhverver Eiendomsret,
indtræder i dennes hele Retsstilling, uden at der hertil
behøves ny Villieserklæring, eller om hiin endnu kun har en
obligatorisk Ret til at fordre sig Eiendomsret overdragen.
Den sidstnævnte Ret maa Erhververen, naar Overdrageren
senere bliver Eier, vel i ethvert Fald have; thi selv om
Overdragelsen foretoges uden Vederlag, og altsaa, som det
jo i Almindelighed læres, ikke var ledsaget af nogen
Garanti for Vanhjemmel, indeholdt den dog altid et Tilsagn
om, at Giveren, forsaavidt han selv var competent, vilde
sikkre Modtageren Tingen. For det Tilfælde, at
Erhververen er i Besiddelse af Tingen, vil han i Dansk Ret, selv
om han kun har et obligatorisk Krav, være tilstrækkelig
beskyttet overfor Overdrageren selv, dennes Arvinger og
Konkursbo, jfr. Fallitl. 30 Decbr. 1858 § 13 og Aagesens
Program p. 14; men denne Tilbageholdelsesret gjælder ikke
overfor den godtroende Erhverver[1], som strax, efter at
Overdrageren blev competent, har tilforhandlet sig Tingen,
Er Overdrageren tilfældigviis i Besiddelsen og fallerer eller
overdrager Tingen til en Tredie, der er i god Tro, maa
hiin første Erhverver være Eier, hvis han skal kunne
forskaffe sig Tingen, og der kan aabenbart ikke anføres nogen
Billighedsgrund for, at han skulde seire over den godtroende
Kjøber, naar denne er Eier[2].
Det synes nu ifølge stræng Conseqvents at burde
benægtes, at Erhververen i det angivne Tilfælde saaledes
udenvidere bliver Eier. Det fremstiller sig strax som noget
Uomtvisteligt, hvad ogsaa den ældre Romerske Civilret
fastholdt, jfr. Dernburg: Das Pfandrecht I p. 234 ff, at
