975
af en tinglig Ret mangler Competence.
ned til Ligeberettigelse med D. Det forudsættes
naturligviis, cfr. det angivne Motiv, at A's Samtykke, hvorved C
formeentlig strax vinder Eiendomsret, indeholder en
Overdragelse til B; skulde A's Acqviescents derimod i det
konkrete Tilfælde kunne opfattes som en Dereliction, er
Besidderen D strax Eier, selv om han endnu ikke kjender
dette Faktum. Ligeledes kan Besidderen begrunde alle
Slags Rettigheder over Tingen, som strax vise deres
tinglige Charakteer, og nyde samme relative Retsbeskyttelse, som
Besidderen selv, og saaledes vilde, hvis det Foranferte ikke
antoges, den Creditor, til hvem Pantsætning først var
skeet, ved Debitors senere Erhvervelse af Eiendomsretten
synke ned fra Forrang til Ligeberettigelse med den, til
hvem der mellem hine to Tidspunkter ligeledes var givet
første Prioritet.
Hvis det nu saaledes maa antages, at den endelige
fra en incompetent Overdrager udgaaede Erklæring har
den Virkning, at den, uafhængigt af Overdragerens'
senere Dispositioner i sin Tid, naar Competencen er
tilstede, umiddelbart bevirker den tilsigtede Ret for
Erhververen, maa der dog vistnok heri opstilles en enkelt
Begrændsning. Erklæringen synes nemlig kun at kunne
virke reent personligt for dens Vedkommende, som har
afgivet den. De Arvingen tilhørende Ting, som Arveladeren
maatte have pantsat, gaae saaledes neppe ved
Arvstiltrædelse alene ind under Panteretten, medens derimod den
privilegerede Fordring nyder samme Fortrin i Arvingens
Bo. At Dispositionen ikke virker direkte for Arvingens.
Vedkommende, kan dog ikke støttes paa den Anskuelse,
at Retshandelen først maatte betragtes som fuldendt i det
Øieblik, da Competencen erhvervedes, til hvilket
Tidspunkt da den til Retshandelens Gyldighed fornødne
Villieserklæring, som den endnu levende Overdrager forhen
paa forbindende Maade har afgivet, skulde tænkes udtalt;
thi det maa vistnok erkjendes, hvad der ialfald gjælder
om den anteciperede Pantsætning, at Erhververens Ar-
