994
H. B. Halkier: Forslag til Lov, sigtende til at fremme
var der givet en Række Forskrifter, som under strenge
Bøder paalagde vedkommende Besiddere »inden Udgangen
af indeværende Aare« gjennem Afholdelsen af en
Vurderingsforretning at forvandle Jordegodset til Pengekapitaler.
Majoratet skulde vurderes efter den Nettoindtægt, det for
Tiden afgav, og »hver enkelt Del« af samme skulde
vurderes særskilt. Senest 3 Maaneder efter Vurderingen skulde
Besidderen udstede Obligationer for disse særskilte
Vurderingsbeløb, hvis Totalbeløb udgjorde Majoratskapitalen.
Disse Obligationer skulde være prioriterede ivedkommende
Dele af Jordegodset, hvorimod Besidderen ikke var personlig
Debitor for deres Paalydende. Denne blev herefter
fuldkommen Ejer af Jordegodset, dog kunde han ikke
underhaanden sælge samme eller Dele af det — dog med
Undtagelse af Bønderstederne — for Mindre end
Vurderingssummen. Efter hans Død faldt Godset i Arv efter de
almindelige Regler, hvorhos han dog kunde bestemme, at
indtil 23 af det forhenværende Majoratsgods skulde tilfalde
Majoratsarvingen, og en paa lige Maade begrændset
Myndighed tilkom senere Besiddere af Majoratskapitalen, der
paa slig Maade maatte have arvet Jordegodset. Saalænge
Godset forblev hos den tidligere Besidder, skulde ingen
Udbetaling skee, men i Tilfælde af Afhændelse skulde
Majoratskapitalen fuldstændigt sikres, og »naar Stamhuset
skiftede Besiddere, skulde i det Mindste 13 af
Stamhuskapitalen udbetales.
Ligesom Generalprocureuren i sin ovennævnte
Betænkning ansaa det Princip, som laa til Grund for §§ 3 og 4,
for ubetinget forkasteligt, saaledes kom han efter en
udførlig Kritik af Forskrifterne i §§ 6—27 til det Resultat,
at »denne Del af Forslaget ikke indeholder noget brugbart
Grundlag til Løsningen af den i sig vanskelige Opgave,
hvormed det beskjæftiger sig«. Sagen blev herefter ikke
videre fremmet.
Under 21 Juni 1854 udkom den bekjendte Lov, som
tillod Majoratsbesidderne at sælge de under Majoraterne
