tilgives og rettes — men han er slet — han er slet!"
Yderst ophidset, hvilket sjeldent skeete, greb Alfred sin Overfrakke og gik. Hvad Idas Følelse for Zülich angik, havde han ikke feilet; det var gaaet hende, som saa mangen anden ung Pige, hun havde hengivet sig til denne ubestemte Følelse, som enhver smuk Mand kan opvække i en ung Piges Bryst, naar han vil; hun havde antaget den for Kjærlighed og forlovet sig. Nu, da Alfred var gaaet, var hun vel noget forvirret, hun græd, men hendes Taarer gjalt dog meest Alfred, mod hvem hun for første Gang følte en vis Bitterhed. Saasnart han havde lukket Døren og stod i Gangen, betænkte han sig et Øieblik og gik derpaa op ad Trappen istedetfor nedad, idet han mumlede ved sig selv: "Nu vil jeg tale med Jomfru Nielsen!" Han var allerede kommen op ved Trappens Ende, da han pludselig stod stille; han hørte en grædende Stemme fra Zülichs Værelse, det var Julie. Idet Fru Dahl aabnede Døren til Dagligstuen, hvor Julie sad, havde denne hørt hendes Ord om Zülichs Forlovelse med Ida og var strax ilet ud af Værelset, neppe skjulende sin Bevægelse. "Zülich! Zülich! Du har bedraget mig," lød Julies Stemme. Alfred standsede.
