"Men min bedste Pige! hvor kan Du troe det?" svarede Zülich. "Jeg har gjort Cour til den Tøs, det var jeg jo nødt til, jeg kom der jo daglig i Huset. Jeg kan dog ikke gjøre for, at de dumme Mennesker strax bygge Luftcasteller. Ja — jeg kan give Dig et Bevis paa min Uskyldighed. Du veed, at det om otte Dage er min Fødselsdag, jeg har bestemt, at vor Forlovelse skal declareres den Dag og — her er Ringene." Alfred sank ned paa Trappen næsten bevidstløs; Samtalen hørte op, men han mærkede, at Nøglen strax efter blev dreiet om i Zülichs Dør. Han reiste sig hurtigt for ikke at sees af Nogen, men Døren gik ikke op, den var lukket ilaas. Med Hænderne tæt knugede sammen over Panden sad han paa Trappen, det var ham som om hele Verden var uddød, som hele den brogede Masse, der før var ham saa kjær, som han saa gjerne vilde ordne, medeet var sunken sammen i en graa Taage, hvor han selv forsvandt. Hans Tindinger bankede voldsomt, medens hans Hjerte næsten ikke slog, han ventede og vidste dog ikke hvad. Saaledes havde han omtrent siddet en Time, da et undertrykt Skrig vakte ham, det var Julie, der gik ind paa sit Værelse Som en Afsindig styrtede han nedad Trapperne og ilede hjem.
Næste Dag, da Carl om Formiddagen kom op
