for at besøge Alfred, fandt han ham liggende i Sengen. Han havde midt om Natten faaet et Anfald af Blodstyrtning, der først var bleven standset om Morgenen. Lægen havde nylig forladt ham. Han sov, medens hans Værtinde, en venlig gammel Kone, omhyggeligt vaagede over ham. Carl saae sig forundret om i Værelset, som om han søgte Aarsagen til Alfreds Sygdom; den gamle Kone nikkede betydningsfuldt med Hovedet og forlod Værelser. Carl satte sig ved Alfreds Seng og betragtede hans Ansigt, som han næsten ikke gjenkjendte; det ellers saa rolige og blide Udtryk havde vexlet med en forunderlig Slaphed, en guullig Farve og de indfaldne Øine kunde let give Formodning om, at han var død. Carl blev selv angst, skjøndt han hørte ham drage Aande, og lagde sin Haand paa hans Pande; den var glødende varm. Efter et Øieblik aabnede Alfred Øinene, men kjendte ikke Carl. Alfred var aldrig bleven sig bevidst, at han elskede Julie, derfor var Slaget ham dobbelt i det Øieblik, han opdagede, at hun elskede en Anden. Han havde aldrig mærket, at hans Tanker længst og helst dvælede hos hende, og hans Følelse vilde rimeligvis aldrig have kunnet gjøre sig gjældende, hvis ikke en ydre Omstændighed var traadt til. Han var langtfra følesløs, men det gik ham, som alle Philo-
