sopher, der ikke tillige ere Digtere, Tanken er deres egentlige, aandelige Liv, medens de kun kjende deres egne Følelser, forsaavidt som Beenbrud eller anden corporlig Ulempe er disses Aarsag. Saadanne Mennesker kunne endogsaa overordentlig let lade sig henrive af deres Følelser, og ganske hengive sig til dem uden selv at mærke det; deres Bevidsthed halter. Førstegang Alfred traf Carl, maatte denne næsten ganske føre Conversationen, han selv var for beskjæftiget med at see paa ham og gjennemtænke hans Ord, han viste sit Venskab ved at optage Carls Væsen i sig, aldrig ved at meddele ham sit eget og først da han var skilt fra ham, opdagede han, at han holdt ret inderligt af ham. Saaledes var det ogsaa gaaet ham med Julie; den Tanke, at han elskede, vilde have bragt ham et Smil paa Læberne, og at Gjenstanden var en Sypige, vilde maaske have tvunget ham til at benægte Følelsens Sandhed, men nu, da han elskede haabløst, opløfte al hans Tænkning sig til et forvirret Chaos, der kunde have bragt ham til Vanvid, hvis ikke Naturen havde givet Smerten Luft i et Saar.
Carl var imidlertid ikke til at bringe fra Alfreds Sygeleie. Skjøndt denne aldeles ikke kjendte ham eller i mindste Maade syntes at bryde sig om ham,
