forhen havde antaget ham for en Leietjener, da hun umuligt kunde antage, at Nogen vilde komme Klokken syv til Bal, og selv forvirret ved denne Overraskelse kastede hun sig leende om Halsen paa ham. "Og jeg troede, at Du var en lille Dreng. Men kjendte Du mig ikke igjen?"
"Jo, Frøken," svarede Carl langtrukkent og traadte et Skridt tilbage, medens han vedblev at betragte hende.
"Hør, Carl! Du maa ikke være vred paa mig," sagde Ida efter et Øiebliks Betænkning med denne elskværdige Naivitet, som kun tilhører Ungdom og Uskyld. Derfor seer man den aldrig mere i Kjøbenhavn, thi den gamle Tidsregning: Børn, unge Piger og tilsidst fuldt udviklede Qvinder er her afløst af: forkjælede Unger, Skoletøse og voxne Damer, og lykkes det undertiden vort Theaters Kunstnerinder at give os en Skygge af den, da harmes Kjøbenhavns snørte Naturbørn over denne Affectation. Ida var efter alle gamle Tanters Mening slet opdraget; forgjæves havde man sagt hende, at hun ikke maatte holde af Holbergs Comedier — det er mod Anstændigheden. Det er ikke Poesie. Det er Noget, der kun passer sig for Tjenestepiger — forgjæves havde man rettet og forbedret paa hende, hun var og blev ikke Andet, end en ube-